Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Hvis du fører dagbog over pollental, symptomer og medicinforbrug, kan du og din læge få et overblik over, hvor meget medicin du behøver at tage i forhold til pollenmængde og sæson. Du kan fx downloade Astma-Allergi Danmarks gratis pollenapp Dagens Pollental, og benytte dagbogsfunktionen.
Til behandling af høfeber findes der præparater til lokal anvendelse i øjne og næse, og der findes tabletbehandling og injektioner.
Valget af behandling træffer lægen i samarbejde med dig ud fra en vurdering af dine symptomer og sygdommens sværhedsgrad.
Hvis dine symptomer ikke mindskes væsentligt eller forsvinder, eller hvis nye symptomer opstår, bør du tale med din læge. Lægen kan vælge at kombinere præparaterne, eller det kan være en løsning fx at skifte til anden medicin. De fleste mennesker med høfeber kan stort set undgå symptomer ved optimal behandling.
Hvis det er pollenallergi, du er berørt af, så sørg for at være i god tid og hav din medicin klar, når sæsonen starter.
Har du også astma og mærker symptomer fra luftvejene? Så bør du tale med din læge, om der skal justeres på din astmabehandling. Du kan læse mere om astma i astmaafsnittet på hjemmesiden.
Læs Sundhedsstyrelsens udgivelse "National klinisk retningslinje for behandling af høfeber (2015)" (Eksternt link).
Læs om behandling af allergisk rhinitis og indvirkning på astma i lommeguide for læger og sygeplejersker.
Lommeguiden er skrevet på engelsk af repræsentanter fra ARIA (Allergic Rhinitis and its Impact on Asthma)
Læs om høfeber og graviditet i artiklen fra vores medlemsblad
Har du bivirkninger, som ikke er beskrevet i indlægssedlen på din medicin, kan du melde dem på to måder. Du kan enten orientere din læge eller selv indberette det til Lægemiddelstyrelsen (Eksternt link).