Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Symptomer

Høfeber viser sig ofte ved symptomer i øjne og næse og kan være forårsaget af allergi eller irritation.

Symptomer i næse og øjne

Høfeber viser sig som snue, nysen og tilstoppet næse samt røde og kløende øjne. Nogle oplever også rindende øjne, lysfølsomhed samt hævelse af øjenlåg og af øjenslimhinden. Begge øjne vil typisk være angrebet samtidig.

Opstår symptomerne på bestemte tidspunkter af året, er årsagen typisk pollen eller udendørs skimmelsvampesporer.

Nogle mennesker med pollenallergi får også kløe i svælget, når der er mange pollen i luften. Andre kan få kløe i mund og svælg, når de spiser bestemte madvarer på grund af krydsreaktioner.

Du kan blive rigtig træt, uoplagt og meget generet af dine høfebersymptomer. Nogle beskriver det næsten, som om de har influenza, når høfeberen raser.

Hvis du har høfeber i øjnene, kan det forværre symptomerne, hvis du klør dig i øjnene. Mange mennesker med høfeber i øjnene, har også symptomer fra næsen og omvendt. Hvis du er i tvivl om dine øjensymptomer skyldes høfeber, kan du bruge tommelfingerreglen.

I daglig tale bruger vi mest udtrykket høfeber, men du kan også støde på termer som allergisk høfeber, allergisk snue, rhinokonjunktivitis, luftbåren allergi, allergisk konjunktivitis eller allergisk rhinitis.

Endvidere bruger nogle termer som sæsonbetinget eller årstidsbestemt, mens andre deler høfeber op i mild, moderat eller svær høfeber over kort eller længere tid.

Allergi eller irritation?

Din høfeber kan være forårsaget af allergi over for fx pollen, svampesporer, husstøvmider, dyr eller fødevarer - eller den kan være irritativt betinget.

Allergi

Pollenallergi giver typisk symptomer fra næse og øjne fra slutningen af januar til starten af september. I det tidlige forår huserer pollen fra el eller hassel, hvorefter birkepollen gør sin entré. Om sommeren er der græs, mens sensommeren byder på bynkepollen og sporer fra skimmelsvampe.

Du kan have allergi over for flere slags pollen og skimmelsvampe og have symptomer i længere tid eller i flere perioder i løbet af året.

Har du næse- og øjensymptomer året rundt, kan årsagen være allergi over for fx hund og kat, husstøvmider, skimmelsvampe indendørs eller fødevarer.

Irritation

Nogle mennesker oplever symptomer fra øjne og næse det meste af året, uden at lægen kan påvise en allergi. Det bliver ofte kaldt ikke-allergisk rhinitis eller ikke-allergisk helårssnue.

Er dine slimhinder ekstra følsomme, får du nemmere end andre symptomer fra næse og øjne. For eksempel når du kommer i kontakt med irritanter som røg, os eller dufte. Det er ikke allergi, hvis du alene får symptomer på grund af irritanter. Det er blot et tegn på, at du har følsomme slimhinder.

Høfeber og astma

Mellem 20 og 30 % af de mennesker, der har høfeber, har eller udvikler senere astma. Der er mange lighedspunkter mellem høfeber og astma, og nogle læger mener, at ligheden er så stor, at de to tilstande er udtryk for den samme sygdom.

En forklaring kan være, at slimhinderne i næse og lunger ligner hinanden. En anden forklaring kan være, at personer med høfeber på grund af tæthed i næsen ofte trækker vejret gennem munden. Det resulterer i, at allergener og andre partikler kommer helt ned i bronkierne, hvor de kan genere luftvejene og give anledning til astma.

Den tætte sammenhæng mellem næse og lunger betyder, at personer med høfeber jævnligt bør blive undersøgt for astma.

Læs mere:

 

Pjecer: Bliv klogere på høfeber

Hent vores gratis pjece om høfeber
og pollen


Pollenkalender

Pollenkalender: Få styr på pollensæsonen

Se den gennemsnitlige sæson for de
enkelte pollentyper


Rådgivning når det passer dig

Bliv medlem og få adgang til online rådgivning

Astma Pollen Astma Pollen

ØST
VEST
ØST
El:
-
Hassel:
-
Elm:
-
Birk:
88
Græs:
-
Bynke:
-
VEST
El:
-
Hassel:
-
Elm:
-
Birk:
3
Græs:
-
Bynke:
-
DAGENS SVAMPESPORENIVEAU
POLLENVARSLING

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Fokus på
Høfebermedicin