Forside > Hoefeber > Pollen >
Dagens Pollental

Dagens Pollental

Hvad er Dagens Pollental?

Astma-Allergi Danmark udsender dagligt i pollensæsonen meldinger om luftens indhold af de vigtigste allergene pollen. Det er "Dagens Pollental". Lidt firkantet beskriver Dagens Pollental, hvor mange pollen en kubikmeter luft gennemsnitlig indeholdt fra 13.00 i går til 13.00 i dag.

Astma-Allergi Danmarks pollentællerteam registrerer pollen hele året, men om vinteren tømmer vi kun pollenfælden en gang ugentligt. Når de første hasselpollen kommer, begynder Astma-Allergi Danmark at tælle pollen dagligt og udsende Dagens Pollental for København. Pollentallet for Viborg udsendes først, når pollensæson for birk begynder.

Hvem kan bruge Dagens Pollental?

Dagens Pollental er en hjælp til dig, der har mistanke om allergi eller en kendt pollenallergi. Det vil sige en allergi, der er diagnosticeret af lægen ved fx en priktest. Dagens Pollental er en guide til dig om, hvor vi er i sæsonen.

Det vil sige: Er vi i begyndelsen, ved toppen eller er vi på vej mod slutningen? Det finder du ud af ved at sammenligne Dagens Pollental, der er et øjebliksbillede, med Pollenkalenderen, der viser et normalt sæson forløb. Brug den viden sammen med Dagens Pollenvarsel eller Pollenprognosen til at planlægge dit medicinindtag og daglige udendørs aktiviteter som fx fodboldkampe og vandreture i skoven.

Hvor finder du Dagens Pollental?

Tilmeld dig Astma-Allergi Danmarks gratis e-mail service. Du finder den følgende steder:

  • På forsiden af Astma-Allergi Danmarks hjemmeside
  • På Danmarks Meteorologiske Institut hjemmeside
  • Radioavisen på Danmarks Radio P1 kl. 17.00
  • TV2 Vejret, TV-avisen, DR og TV2 tekst-TV samt de største dagblade

Astma-Allergi Danmarks hjemmeside og e-mail service Dagens pollenmail er de første steder, hvor Dagens Pollental bliver offentliggjort. Det sker alle dage i pollensæsonen omkring kl. 16.00. Herefter bliver dagens tal lagt ind på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Hvorfor så sent på dagen?

Det er desværre ikke muligt at levere Dagens Pollental tidligere på dagen. Årsagen er den lavteknologiske indsamlingsmetode og det manuelle arbejde, det kræver at frembringe Dagens Pollental. Brug Dagens Pollenvarsel eller Pollenprognosen til at planlægge din dag.

Se Pollenkalenderen her

Tilmeld Dit Mobile Pollental

Derfor tæller vi pollen

Dagens Pollental
Se dagens pollental