Web Content Display Web Content Display

Pil og poppel

Allergi over for pollen fra pil og poppel

Risikoen for at udvikle allergi over for pil eller poppel alene er meget lille, men 10-20% af de, der har birkepollenallergi, reagerer også på pollen fra pil. Hvis du har allergi over for pil, er der en mulighed for også at reagere på poppel, da begge tilhører pilefamilien - Salicaceae.

Balsam poppel, med det latinske navn Populus balsamifera, er stærkt duftende og kan give folk med følsomme luftveje gener.

Pollensæsonen for pil og poppel strækker sig fra slutningen af marts frem til slutningen af maj. Det er specielt de mange arter af pil, der med forskellige blomstringstider gør sæsonen lang.

Poppeluld fanger pollen

Vær opmærksom på poppeltræer, der spreder frø, hvis du har allergi over for pollen. Du kan nemlig få symptomer på din allergi uden at være allergisk over for poppel. 

Poppeltræet pakker sine frø ind i uld, som skal gøre det lettere for dem at rejse langt med vinden. Men uldtotterne virker som pollenfanger og bliver faktisk til små pollenbomber fyldt med pollen fra andre planter, fx birk.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
Høfebermedicin