Web Content Display Web Content Display

Pollenmålingens historie

Den Aerobiologiske Gruppe

Interessen for at tælle luftens indhold af pollen og sporer i Danmark samlede i 1977 en gruppe, der fik navnet "Den Aerobiologiske Gruppe". Det var fagfolk med meget forskellig baggrund og uddannelse inden for fx biologi, meteorologi og sundhed.

Fælles for gruppens medlemmer var deres interesse for luftbårne partikler. For eksempel pollen og svampesporer, der kan fremkalde sygdomme hos mennesker. Den interesse hører naturligt sammen med de klimatiske og meteorologiske forhold, som har betydning for luftens indhold af partikler.

Gruppen var tilknyttet Astma-Allergi Danmark (tidl. Astma-Allergi Forbundet), der siden 1977 har stået for at indsamle og registrere luftens indhold af pollen og svampesporer i samarbejde med Danmarks Meteorologiske Institut. Den første pollenfælde blev opstillet på taget af DMI i Lyngby ved København, og i 1978 kom pollenfælden på Viborg sygehus til. Det første "Dagens Pollental" blev offentliggjort i radio og presse i 1979.

I 1981 startede Dagens Pollenvarsling for København for birk, græs og bynke. I 1983 kom denne pollenservice også til at gælde for Viborg.

Indtil 1986 var en stor del af arbejdet baseret på frivillige og finansieret gennem private midler. I 1986 overgik pollenmålingerne til offentlig finansiering og er i dag delvist dækket af midler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Samarbejde og forskningsprojekter

Pollenarbejdet er siden blevet professionaliseret af Astma-Allergi Danmark i samarbejde med DMI. I dag samarbejder Astma-Allergi Danmark med DMI og DMU inderfor meteorologi, pollenprognoser og -varsling samt udvikling af dynamiske modeller til pollenprognoser på lokal og regional skala. 

Vi samarbejder også med Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Institut for folkesundhed ved Århus Universitet på et forskningsprojekt, hvor Astma-Allergi Danmark står for pollenmålinger i Århus. 

Pr. 1. marts 2011 igangsætter vi et samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser og Institut for folkesundhed ved Århus Universitet, der skal kortlægge forbindelsen imellem symptomer, pollental og luftforurening. Resultatet skulle meget gerne hjælpe alle pollenallergikere i fremtiden til bedre at kunne håndtere deres overfølsomhed. Alle med pollenallergi kan deltage.

Målestationer

Der er i årenes løb foretaget pollenmålinger flere steder. Således blev der indsamlet data fra Nykøbing Falster og Nykøbing Mors i perioden 1979 – 1983 og i Odense fra 1981 til 1991. Derudover er der i perioder også indsamlet data i Århus, Roskilde, Skrydstrup, Haderslev, Thorshavn og Nuuk. I nyere tid har vi sammen med DMI og DMU gennemført en målekampagne for birkepollen i Storkøbenhavn. I dag har vi to pollenfælder fast i Viborg og København.

Pollenkalendere og data

Resultatet af pollentællernes arbejde med at måle og registrere pollen bliver statistisk bearbejdet og danner grundlag for Pollenkalenderen. Den første udgave kom i 1990, den seneste udgave kom i 2010. Endvidere bliver vores pollendata brugt i diverse danske og udenlandske videnskabelige artikler.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
Høfebermedicin