Web Content Display Web Content Display

Pollenkalender Øst

Hvad viser kalenderen?

Den Komplette Pollenkalender for Østdanmark viser, hvordan pollensæonen udvikler sig for 17 allergifremkaldende pollen samt to svampesporer, der måles i Danmark Øst (Astma-Allergi Danmarks målestation i København).

Kalenderen viser også, hvordan sæsonen for de forskellige pollentyper normalt ligger i forhold til hinanden. De tidligste pollen stammer fra træer og buske og har generelt en kort og intens sæson.
Hassel og el starter, herefter kommer ene-taks, elm, poppel, pil, avnbog, ask, bog, birk, eg, hyld og fyr-gran. Herefter kommer pollensæsonen for græsser og urter, og sæsonen slutter med svampesporer.

Årsager til pollenforskelle mellem Øst- og Vestdanmark

Mængden af pollen i luften er afhængigt af vejrforhold og biologiske faktorer. Det er bl.a. klimatiske forhold der gør, at pollenproduktionen pr. plante er højest i byområder.
Hvilke typer af pollen, der er i et givent sted afhænger af, hvilke planter, der gror i oplandet. I Danmark er der forskel på hvilke planter, der bidrager mest til pollentallet på de to målestationer i Viborg og København.

Dagens Pollental for pollen fra løvtræer er ofte lavere for Viborg end for København. Det gælder især for pollen fra birk. En af årsager er, at det i Midt- og Vestjylland er store landbrugsarealer, græsarealer og få løvskove. Der er altså langt færre træer, der bidrager til pollentallet i Viborg.

Dog kan antallet af især birkepollen i Viborg nå de samme højder som for København, når vi har sønden- eller østenvind. Det sker dog ikke så tit, da vestenvind er mest almindeligt i Danmark.

I København kommer en stor del af birkepollen fra lokale træer i hovedstadens haver, parker og øvrige grønne områder og fra birkeskove på det fredede Vestamager. Disse i Storkøbenhavn bidrager med en cirka lige så stor mængde pollen, som den der kommer til hovedstaden med luften fra Midt- og Vestsjælland.

Derudover er København i modsætning til Viborg nærmere store løvskovsområder i Polen og Sverige, hvor der bl.a. er mange birketræer. I særlige situationer kan de områder biddrage med store mængder pollen fra især birk.

En anden årsag til de store forskelle i Dagens Pollental mellem Øst- og Vestdanmark er, at det regner ca. 20 % mere i Midt- og Østjylland end i Østdanmark. Når det regner, bliver pollen vasket ud af luften og falder til jorden.

Visse pollen mangler

Platan, poppel og bynke-ambrosie er ikke medtaget i kalenderen, trods det, at de rutinemæssigt måles i Astma-Allergi Danmarks pollenregistrering.

Årsagen er, at ingen af de nævnte pollen er målt til over 93 talte pollen i en sæson. 93 pollen har vist sig at være kritisk værdi for repræsentativitet i den detaljeret analyse, som kalenderen er baseret på.
Et varmere klima kan medfører, at pollen fra platan og bynke-ambrosie blive så almindelige, at de skal medtages i kalenderen. Platan er et populært bytræ, fordi det tåler en del forureningen og samtidig er tilpasset et varmere klima.

Platanpollen kan blive et stort problem i byerne med en kort og intensiv pollensæson i april/maj.  Bynke-ambrosie er en ny allergen plante, der kan forlænge pollensæsonen med to måneder. Planten er i fremgang i Danmark og den pollen er stærkt allergifremkaldende.

Datagrundlag

Den udvidede pollenkalender er baseret på en 25-årig klimatisk analyse i perioden 1985-2009 og en 10-årig detaljeret analyse af data fra 2000-2009 af pollen målt i København.

Den klimatiske analyse viser, at der løbende er sket en ændring i sæsonstarten med en tidligere og tidligere start af blomstring, som relativt set er særlig stor for træerne. Det skyldes, at pollensæsonen for træerne primært afspejler, hvor hurtigt temperaturerne stiger om foråret, populært kaldet daggrader.

Kilder

  • Skjøth, C. A., Sommer, J., Brandt, J., Hvidberg, M., Geels, C., Hansen, K., Hertel, O., Frohn, L., and Christensen, J., 2008, Copenhagen - a significant source of birch ( Betula ) pollen?: Int. J. Biometeorol., 52, 453-462.

  • Sommer, J., Plaschke, P., and Poulsen, L. P., 2009, Allergic Diseases - seasonal allergic rhinitis and climate change (In Danish: Allergiske sygdomme - pollenallergi og klimaændringer): Ugeskrift for Læger, 171, 3184.

  • Valenta, R., Breiteneder, H., Pettenburger, K., Breitenbach, M., Rumpold, H., Kraft, D., and Scheiner, O., 1991, Homology of the major birch-pollen allergen, Bet v I, with the major pollen allergens of alder, hazel, and hornbeam at the nucleic acid level as determined by cross-hybridization: Journal of Allergy and Clinical Immunology, 87, 677-682.

  • Weber, R. W., 2001, Cross-reactivity of plant and animal allergens: Clinical Reviews in Allergy & Immunology, 21, 153-202.

Ophavsrettigheder

Astma-Allergi Danmark ejer Pollenkalender Vest og Pollenkalender Øst . Ligeledes er al pollen- og sporedata ophavsretsligt beskyttet. Brug af de to pollenkalendere skal derfor på forhånd aftales med Astma-Allergi Danmark.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
Høfebermedicin