Breadcrumb Breadcrumb

Web Content Display Web Content Display

Pollen gennem døgnet

I pollensæsonen er der i større eller mindre grad pollen i luften hele døgnet. Generelt vil der være flest pollen i luften i dagtimerne og færrest om natten.

Som oftest er der flest bynkepollen mellem kl. 5 og 18. For birk og græs er udsvinget ikke lige så markant. Der vil dog være flest pollen fra birk i luften fra sen formiddag til cirka midnat. Der er flest græspollen i luften mellem kl. 8 og 22.

 

Udsving over døgnet for træer, græs og bynke

I løbet af et døgn er der store udsving i luftens indhold af bynkepollen, mens der for birk og græs kun er mindre udsving over døgnet.

Vindbestøvede træer, som fx el, hassel og birk, sender først pollen af sted midt på formiddagen. Til gengæld kan deres pollen holde sig svævende i luften i dagevis. Desuden kan vi få pollen med vinden fra andre lande. Læs mere under Vejret og Pollen.

Græs starter med at frigive pollen om morgenen mellem 7-8. Pollen fra bynke er virkelig tidligt på færde. På varme solrige dage frigiver planten pollen mellem solopgang og klokken ni om morgenen. Mængden af pollen i luften stiger i samme takt som temperaturen i løbet af dagen.

Den største koncentration af pollen i luften er i timerne omkring frokost.

De meteorologiske forhold og pollen

De meteorologiske forhold har stor betydning for luftens indhold af pollen over døgnet. Specielt luftens stabilitet varierer ofte stærkt mellem dag og nat. Efter solopgang bliver jordoverfladen og luften helt nede ved jorden varmet op, og det får luft til at stige til vejrs sammen med pollen. På stille dage med stabil luft kan pollen derfor samle sig højt oppe i atmosfæren. Ved solnedgang sker den modsatte reaktion, og pollen falder igen til jorden.

Forskel mellem by og land

I byerne tager denne cyklus længere tid end på landet, fordi huse og asfalt holder på varmen. Derfor kan der være mange pollenkorn ved midnatstid og ofte endda et par timer frem inde i byerne. På landet falder mængden af pollen oftest inden midnat.

Pollen og blæsevejr

På dage med blæsevejr kan luften blive mere 'pollentynd', fordi pollen fordeler sig i et større luftlag. Det gør, at du ikke ser de store koncentrationer af pollen i løbet af dagen og om aftenen og natten. Dog kan stærk vind også gøre, at planterne frigiver flere pollen, og at pollen - som er faldet til jorden - bliver hvivlet op igen. Det giver højere koncentration af pollen. Så effekten af blæsevejr er ikke entydig.

Når luften står stille

Desuden kan der i perioder med stabile vejrforhold forekomme såkaldte inventioner. Det er, når varm luft ligger som et låg over køligere luft ved jordoverfladen. Med andre ord sker der ingen opblanding af luften. Det optræder ofte om sommeren, hvor koncentrationerne af pollen og luftforurening - fx ozon - kan blive ekstremt høje i perioder med fint vejr, når en højtryksfront "står stille" i længere tid. I solrige somre kan fænomenet dække store dele af Europa.

Web Content Display Web Content Display

Støt vores arbejde

SMS 'POLLEN' til 1999 og støt vores pollenarbejde med 50 kr.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
Høfebermedicin