Web Content Display Web Content Display

Høfeber eller forkølelse

Hvad er forskellen mellem høfeber og forkølelse?

Det kan være svært at skelne en forkølelse fra høfeber. Symptomerne på høfeber kan minde om en solid forkølelse, men typisk har du symptomer i mere end to uger på bestemte tidspunkter af året eller symptomer når du kommer i kontakt med fx pelsdyr eller husstøvmider. 

Hvis du har tilbagevendende symptomer mellem januar og oktober, kan du eventuelt sammenligne dine symptomer med sæsonen for de forskellige pollen og svampesporer ved at kigge på Pollenkalenderen eller Svampesporekalenderen.

Almindelig forkølelse 

  • Sekretionen fra næsen starter som vandigt flåd, men bliver hurtigt tykt, uklart eller gult.
  • En forkølelse varer sjældent mere end en uge.
  • Symptomerne er mere konstante med lejlighedsvis nysen.
  • Der kan være feber.

Høfeber

  • Symptomer fra næsen er tyndtflydende, vandigt og klart næseflåd og hyppige nys.
  • Næsen kan også blive tilstoppet.
  • Symptomer fra øjnene i form af hævelse, rødme og kløe.
  • Symptomer kan være konstante eller komme i pludselige kraftige anfald. Det sker, når du indånder stoffer, du ikke tåler, som fx pollen eller allergener fra dyr.

Alle symptomer på høfeber behøver ikke forekomme samtidig, ligesom der heller ikke behøver at være symptomer fra både næsen og øjnene.

Ved høfeber er dine luftveje ekstra følsomme, og du får nemmere end andre symptomer fra næsen. For eksempel når du kommer i kontakt med irritanter som røg, os eller dufte. Det er ikke allergi, hvis du alene får symptomer på grund af irritanter. Det er blot et tegn på, at du har følsomme luftveje.

Web Content Display Web Content Display

Fokus på
Høfebermedicin